Chariot CX1 Babyjogger Anmeldelse

95% godt humør statistik under løbeture :-D

95% godt humør statistik under løbeture 😀

Nu har jeg haft flere måneder med Chariot CX1 til test. Chariot CX1 er Chariot Carriers topmodel til 1 barn, 2 børns modellen hedder CX2, den venter jeg lige et par år med at teste ;-).

Det her er den endelige anmeldelse af CX1 udstyret som babyjogger, der kommer seperate test for brug som klapvogn og cykeltrailer.

Før jeg går i endelige detaljer så lad mig starte med at fortælle om nogen af det der ikke er så håndfast. Et eksempel, vi var inde og se Challenge Aarhus en halv ironman konkurrence i hjertet af Aarhus. Da tiden passede med at Baby skulle have en lur, var vi afsted med barnevognen, men rigtig mange gik rundt derinde med deres Chariots, og man har bare vildt lyst til at gå over og sige “sådan en har jeg også”. Den har en cool faktor, og der er nok lidt af et broderskab mellem ejere.

Den giver dig også en masse tid med dit barn som du ellers ikke ville have fået. Og jeg kan se at det bliver til mere og mere tid, for jo ældre dit barn bliver jo længere ture kan du tage.

Nå her kommer alle mine fakta, enjoy.

Produkt

Chariot CX1 fra Chariot Carriers

Funktioner

  • Stødæmpere justerbare efter vægt op til 34kg
  • justerbart forhjul
  • Hjul med dæk slange
  • Justerbart styr, bredde/højde med ergonomiske greb
  • Net samt foldbar taske på bagside
  • 1-click afmontering af baghjul
  • Kvalitets kuglelejer
  • Aftagelige vindtætte solskærmsruder i siderne
  • Overdækning kan være enten:
    • Ingen
    • ½ solskærm
    • Hel vind/vandtæt
    • Hel net
  • Klappes sammen på 1 minut
  • Skivebremser på begge baghjul

Opsætning, og byggekvalitet

At samle en CX1 er ikke noget man behøver være nervøs for, det er lige ud af landevejen. Det eneste du muligvis kommer til at nørkle lidt med angående opsætning, er når du skal ud og løbe, tag en løbetur uden baby, og hav en stjerneskruetrækker med. For det kan være at den ikke kører 100% lige. Så indstiller man på et af forhjulsbeslagene, ret let og beskrevet her. Du har sikkert brug for nogle forsøg, for det viser sig at man er hysterisk følsom overfor hvis der er bare det mindste udsving. Derfor er det dejligt at det er forholdsvis let at justere. Herefter kan du klikke styret lidt rundt, bredt, smalt, højt, lavt. Jeg har selv leget med det, men fandt at den originale indstilling passede mig perfekt, jeg er 179cm. Og til sidst kan du indstille støddæmpningen så den passer til barnet, den starter på 9kg, da jeg startede med at løbe vejede Aviaja mindre end det, og havde svært ved at aktivere støddæmpningen, så må man smide et par liter mælk om bord, så fungerer alt som det skal.

Byggekvalitet, det er virkelig lækkert, følelsen af hvordan den glider hen over bump, skivebremserne der let tager fat, alle syninger, skruer og bolte er bare god kvalitet. Der er ikke et sted hvor man tænker, ok her er sparet. Nej det er som det skal være, du køber en ting der skal holde til dit barn er forbi de 34kg og det stoler jeg på at den gør. Og det er en følelse man sjældent har når man køber noget syntes jeg.

Løbetur

Løbetur

Oplevelse under løb

Aviaja kan ikke tale endnu, så vi må vente med hendes udtalelser, men hun virker tilfreds når hun sidder i Baby slyngen som jeg stadig bruger. Min oplevelse er at jeg har let ved at holde fart, jeg føler mit barn er trygt beskyttet af støddæmpning så jeg har ingen kvaler ved at løbe til, og også gerne tage intervaller. Når jeg løber i skoven er der nogen bakker hvor jeg selv nyder godt at de dobbelte skivebremser og jeg løber bare til ned af bakker mens jeg holder min fart stabil med bremserne. Med mindre det går meget op af bakke løber jeg 99% af tiden med kun 1 hånd eller et par fingre på joggeren, og jeg tænker aldrig rigtig over hvordan jeg har min hånd, jeg har dog muligheden for at holde i flere stillinger og det er rart.

Når du kommer hjem fra løbetur

Så kan du starte med at flytte din sovende baby et andet sted hen 🙂 Og så for at bevare husfreden, så skal babyjoggeren foldes sammen. For mig tager det ca. 15 sekunder for jeg klapper den bare sammen, lade hjul sidde på og stiller den op ad væggen ved siden af knagerækken. Den er flad nok til at det ikke tager nogen plads. Har du behov for at folde den fladere, så skal du have hjulene af, men så er du også nød til at sætte 1 helt minut af til det. Forhjulet tages af med en quick release som man kender det fra cykler, baghjul tages af med et blødt tryk på en knap i midten af hjulet, en fantastisk funktion som bare fungerer.

Pris

En CX1 med løbekit koster næsten kr. 8000,00 det er mange penge hvis man kun bruger den som babyjogger. Dog føler jeg kvalitetsmæssigt at Chariot kan tage en høj pris for deres jogger. Dog skal man se prisen i et lidt større perspektiv, jeg har både en babyjogger, en klapvogn og en cykeltrailer og så bliver det pludseligt billigt, for vil du have Chariot kvalitet i både din klapvogn, babyjogger, vandrejogger, skipulk og cykeltrailer og du går ud og køber dem seperat så kan du godt vinke farvel til rigtig mange penge, set i det perspektiv er Chariot et let valg. Og uanset hvad du laver skal skal dit barn kun vænne sig til at sidde 1 sted, priceless.

Her et link til Danske Forhandlere Chariot Forhandlere

Konklusion

Topmodellen Chariot CX1 Babyjogger er en fleksibel højkvalitets jogger, som giver mening at investere i grundet alle de forskellige opgaver den kan løse i din dagligdag. Byggekvaliteten giver en tryghed om at den holder indtil barnet er vokset ud af vægtgrænsen på 34kg og sikkert er klar til næste barn også.

iDPOET giver den thumbs up.

One Comment

on “Chariot CX1 Babyjogger Anmeldelse
One Comment on “Chariot CX1 Babyjogger Anmeldelse
  1. Pingback: Udpakning Chariot CX1 | iDPOET

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *